Alle kan hjælpes til bedre søvn

Der er flere forhold, som kan påvirke kvaliteten af søvn i negativ retning: Alder, passiv livsstil, for meget mad, alkohol og røg, stress m.v. Det er vores erfaring, at det i de fleste tilfælde ikke nytter at sætte ind med en livsstilsomlægning, da mange patienter netop har tillagt sig de dårlige vaner for at kompensere for at de sover dårligt om natten, og derfor er søvnige og uoplagte om dagen. Mange patienter med søvnproblemer spiser derfor slik og drikker sodavand i løbet af dagen, for overhovedet at kunne holde sig vågne.

 

I visse tilfælde kan rådgivning og vejledning være nok til at afhjælpe søvnproblemerne, men i de fleste tilfælde vil vi anbefale behandling med et CPAP-apparat, som er et lille apparat, der puster luft ind via en ansigtsmaske. Denne behandling sikrer patienten stabil luft-tilførsel under søvnen og er helt uden bivirkninger. Efter mindst 5 timers søvn med CPAP apparatet kan de fleste mærke bedring, og vil atter vågne udhvilet efter en nat med uforstyrret søvn. Som regel vil vi anbefale at påbegynde CPAP-behandlingen med det samme. Hvilket i de fleste tilfælde giver et tiltrængt vægttab helt af sig selv, fordi søvnkvaliteten hurtigt forbedres, og slik og sodavand derfor ikke længere er nødvendigt for at komme igennem dagen.

 

 

Næseoperation

I nogle tilfælde kan den bedste løsning på søvnproblemer være et operativt indgreb, f.eks. hvis problemerne skyldes reduceret luftgennemstrømning igennem næsen. Næsen har en række vigtige funktioner: den skal forsyne lungerne med luft, opvarme luften, fugte luften samt filtrere luften for støv og så er den naturligvis vores lugteorgan. Hvis næsen, f.eks. på grund af medfødt misvækst eller beskadigelse, som følge af fald eller slag ikke fungerer optimalt, vil man ofte opleve søvnproblemer og andre gener som f.eks. hyppige halsinfektioner og hovedpine – et kirurgisk indgreb kan afhjælpe disse gener.